Rent praktisk: (Se også Vilkår Ved Tatovering)
Hvordan bestiller man tid?
Man skriver til os i formularen her, eller sender en email til: tas-booking @ outlook.dk
Vi booker klienter og besvarer mails de sidste 7 dage af hver måned. Eventuelle spørgsmål om heling/efterpleje besvares løbende.
Hvad koster det at blive tatoveret af dig?
Fra 1000,- og op. Hvor langt op, afhænger af tiden der bruges. Mere info her.
Hvordan betales der?
Hvis kontant eller mobilepay, ved ankomst til booket tatoverings aftale. Ved bankoverførsel senest 24 timer inden booket tatoverings aftale. Der er til tider lidt rabat at hente ved at betale inde for 24 timer efter booking. Hør nærmere om det, når der bookes.
Hvor lang ventetid er der generelt?
Vi prøver at holde ventetiden kort, bl.a. ved ikke at tage opgaver ind, jeg mener ville være bedre løst i andre hænder. Igangværende klienter vil så vidt det er muligt altid blive tilbudt en tid inde for to måneder. Overskrider ventetiden 2 måneder, vil nye potentielle klienter blive mødt med længere ventetid.
Må man medbringe dyr?
Nej. Jeg er rigtig glad for dyr, men de hører ikke til i studiet.
Må man tage familien med?
1 person som selskab er altid velkommen, familie eller ej. Skal der flere forbi og få et kort indblik i seancen, skal det aftales på forhånd.
Må man nyde en smøg eller en bajer undervejs i arbejdet?
Der kan ryges oppe på gaden. Det er mest økonomisk at gøre det i tatovørens pauser. Der må gerne dampes i studiet, men ingen alkohol må indtages. Gem bajeren til bagefter.
Hvad hvis jeg bliver syg; kan jeg melde afbud og skal jeg i givet fald betale for tiden?
Hvis man er syg på dagen for ens aftale, skal man melde afbud; jeg er ikke interesseret i at blive smittet, og man har som ny-tatoveret brug for at ens immunforsvar ikke skal kæmpe med meget andet end tatoveringen. Hvis jeg er syg på dagen, melder jeg også afbud, da intet godt resultat kommer når jeg er syg, så det virker begge veje. Det er også gratis begge veje.
Skal jeg have noget specielt tøj på?
Ja, noget der kan tåle at få en farveklat eller to; ikke at det sker særlig tit, men hverken min forsikring eller jeg dækker for farver der rammer dit tøj. Det er også godt med løstsiddene, så man kan sidde så afslappet som muligt.
Gør det ondt?
Ja! Nogle steder mere end andre, Indersiden af krop og lemmers led er værst for de fleste. Men alt smerte er relativ fra person til person.
Må jeg bruge bedøvende hudsalve?
Kun efter aftale, da ikke alle salver er velegnede; der er nogle der bleger farven. Det kan også afhænge af hvad der skal laves.
Er man altid alene i studiet?
Nej, det hænder er en gæstetatovør eller kollegaer og venner der kigger forbi. Hvis det er vigtigt at studiet er helt lukket af for andre når du bliver tatoveret, kan det sagtens lade sig gøre. Dette skal aftales ved booking.
Er det muligt at blive tatoveret uden pauser i en session?
Ja, men det influerer på timeantal og pris. Dette skal aftales ved booking.
Om farver:
Kan man få en farver allergi test udført?
Ja, kvit og frit. Der skal dog reserveres tid til dette.
Hvad er chancen for en allergisk reaktion?
Jeg har haft 1 tilfælde siden 1991. Og dette kunne have været undgået, havde jeg fulgt min intuition, istedet for den dårlige rådgivning jeg fik af indehaveren af studiet jeg sad i dengang.
Mener nu den statistik er ret god.
Hvilke farver bruger du?
Jeg bruger kun farver af mærket Intenze. Det skyldes at det i skrivende stund er det eneste tatoverings farvefirma der lægger fuld information om alt indhold i deres farver frit tilgængeligt for alle, via deres hjemmeside. Så tjek selv for evt. allergier via links herunder.
Næst efter sikkerheden, er der det faktum at farvene står godt i huden, når de er lagt ordentligt i og har fået et ordentlig helings forløb.
Går man på deres hjemmeside, skal man dog tage fotografierne af tatoveringer med et stort gran salt; De fleste er helt ny lavede og har været igennem professionel billedbehandling. Helede tatoveringer med et par år på bagen ser generelt ikke ud som på disse billeder, uanset hvem der har lavet dem.
Intenze ctl certifikater
Intenze MSDS
Instenze sterilisations certifikater
Er det farligt at blive tatoveret?
Som udgangspunkt, nej. Men der er en potentiel og meget reel fare, hvis man bliver tatoveret af en der ikke er oplært i hvordan det skal gøres. Dertil er der en masse kopi farver på markedet og er man ikke sikker på hvad man tatoverer med, er der virkeligt åbnet op for mulige skader, i værste fald sepsis med dødelig udgang. Dette er dog i skrivende stund kun registreret 2 gange i verden.
Der er ingen dokumenterede tilfælde der kobler cancer til tatoveringer. Der er derimod forskning der tyder på det modsatte.
Om Iver:
Hvor længe har du arbejdet som professionel tatovør?
Jeg gik i mesterlære som tatovør i foråret 1991 og blev udlært d. 13 November 1993. Det var et par intensive år uden meget fritid. Jeg har arbejdet som professionel tatovør siden.
Hvad er din speciale/stil?
Da jeg er oplært i en tid, hvor et speciale var en luksus ingen havde råd til, hvis de skulle ernære sig som tatovør på fuld tid, favner jeg rimelig bredt. Derfor lærte jeg alle de tekniske aspekter af tatoverings faget, dog med undtagelse af dot-work. Med årene har jeg dog haft særlig fokus på en skiftene række tekniske og kunstneriske områder. Er den stil du ønsker tatoveret ikke repræsenteret i Tatoverings galleriet her på siden, er du velkommen til at skrive med en forespørgsel.
Er du der til aftalt tid, eller er det “sådan ca.”?
Fremmøde foregår altid til tiden ved alle typer af aftaler. Dette gælder både for mig og klienten. Da jeg bor i tilstødende lokaler til studiet når jeg er i København, og kun er der for at tatovere, er der ingen svipsere.
Er der noget du ikke tatoverer?
Ja. Primært nogle få stilarter, som jeg ikke kan udtænke i original stil, såsom bl.a. old-school, traditionel Japansk, mm. Der kan også være tilfælde hvor noget er blevet en trend, hvor idéerne er midlertidig udtømt, eller tilfælde hvor en klient ønsker noget jeg ikke mener vil holde rent teknisk som tatovering. Jeg tatoverer heller ikke ansigt og kønsdele.
Har du modtaget undervisning i hygiejne?
Ja. Og holder mig løbende opdateret.
Tager du tatovør lærlinge?
Jeg har haft 4 der blev udlært og som alle har gode karrierer i dag. Dem er jeg glade for og stolt over at have hjulpet ind i faget, men som studiet og mit arbejde er indrettet nu, er det ikke realistisk med en ny lærling.
Generelt:
Hvordan får jeg min tatovering til at stå optimalt fremover?
Undgå direkte sol og lev sundt. 😉 Solfaktor/sunblock er en god ting på den lange bane.
Hvordan forbereder man huden til tatovering?
Barber og rengør huden hjemmefra, hvis muligt. Ellers gør jeg begge dele inden huden desinficeres.
Hvad er den bedste efterpleje?
Det er der mange variabler der afgør, såsom placeringen, årstid, arbejde, etc.
En færdig formel er i bedste fald en relativ god guideline, og derfor er det noget der tages individuelt.
Dette er et arbejde under udvikling. har du forslag til denne FAQ kan du sende dem via kontakt siden.